5 looks fra Copenhagen Fashion Week AW15

Copenhagen Fashion WeekSom I nok ved, har der netop været modeuge i København. Jeg synes altid, det er spændende at se de nye kollektioner, og jeg forelsker mig altid i noget. For et år siden var det flyverdragten fra Baum und Pferdgarten, som jeg desværre ventede for længe med at købe, så den nåede at blive udsolgt – øv! Jeg håber på, at den dukker op på Trendsales. Sæsonen inden da var det det fineste blomstrede sæt fra Bruuns Bazaar, jeg forelskede mig i. Denne gang er jeg vild med nogle af de mere nedtonede looks med gode basiselementer, og jeg har her samlet 5 outfits, jeg absolut ikke ville have noget imod at eje fra modeugen, der gik.

Ovenover ser I et helt sort outfit fra Designers Remix. Jeg elsker mixet af materialer, der giver det farveløse look masser af liv.

Copenhagen Fashion WeekDette cognacfarvede læderlook er fra Veronica B. Vallenes, og jeg er vild med den boxy overdel sammen med de tætsiddende bukser.

Copenhagen Fashion WeekJeg kan vist ikke skjule, at jeg er til tone-i-tone-looks! Hos Bruuns Bazaar havde de kombineret forskellige blå farver, og jeg synes, det giver en rigtig fin sammenhæng i looket. Jeg kunne meget godt være nødt til at eje den lyseblå trøje!

Copenhagen Fashion WeekNoget, jeg er vild med udover tone-i-tone, er blandinger af forskellige stilarter. Hos Baum und Pferdgarten satte de en nålestribet businesslike nederdel sammen med en sporty T-shirt, og jeg synes, det fungerer rigtig godt.

Copenhagen Fashion WeekTil sidst et rigtigt mig-outfit: Sort læder og grå lag fra Maikel Tawadros. Behageligt, lunt, pænt og afslappet – jeg er glad!

Har I set noget fra modeugen, I glæder jer til at få fat i?

Skirts over pants

Skirts over pantsSkørt uden på buks-trenden har været fremme på det seneste, og den mindede mig i første omgang om min barndom, hvor man kunne få bukser i alle regnbuens farver med matchende påsyet skørt. Jeg tror, jeg havde en smart lillapink skørtebuks. Siden dengang har trenden ændret sig noget, og selvom jeg virkelig aldrig havde troet, jeg ville sukke efter denne trend igen, så er det altså lige nøjagtigt, hvad jeg nu gør.

Skirt over pantsHar I set, hvor sej Man Repeller ser ud iført denne trend? Jeg er kæmpe fan af det og skal helt sikkert selv prøve det af (igen). Er I hoppet med på bølgen, eller er looket lidt for skørt (no pun intended!) til jer?

En ægte Nørgaard

En ægte NørgaardDa jeg gik i 6. klasse, var Nørgaard på Strøget-bluser det eneste rigtige at gå i ifølge de smarte piger i klassen. Især den klassiske sort/hvid-stribede med rød halsudskæring var meget populær, og man var først selv rigtig populær, når man ejede den. Jeg var ikke smart eller populær – i hvert fald ikke nok til at eje noget, der stod Nørgaard på Strøget i nakken af. Til gengæld havde jeg en rød langærmet rib-T-shirt, der til forveksling lignede Nørgaard-bluserne, men hver gang jeg blev spurgt, om det var en ægte Nørgaard, kunne jeg kun svare nej. Det var ikke en ægte Nørgaard, og det var tilsyneladende meget vigtigt for de smarte piger at vide.

En ægte NørgaardEr det en ægte Nørgaard?” Jeg ved ikke, hvor mange piger, der i hvert frikvarter skulle svare på det spørgsmål. I krogene blev der hvisket om de andres ribbluser. Var de ægte? Ribafstanden blev nærstuderet. Hende dér fra parallelklassen løj tydeligvis om, at hendes var ægte – ribben var jo helt forkert. Som tiden og sladderen gik blev jeg mere og mere træt af al den fnidder, Nørgaard-bluserne medførte, og min lille indre rebel brød løs: Jeg blev anti-Nørgaard. Mens mange af de andre piger gjorde alt, hvad de kunne for at få fat i en Nørgaard-bluse, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at undgå dem. Denne anti-Nørgaard-indstilling kom til at gro helt fast i mig, og den har siddet i mig helt indtil for ganske få måneder siden.

En ægte NørgaardI efteråret 2014 manglede jeg et par basisbluser i god kvalitet, og jeg kom i tanke om Nørgaard på Strøget. Tanken virkede i første omgang helt forbudt og imod mit princip, men helt ærligt – det var i 6. klasse – mon ikke jeg godt kunne købe en bluse fra Nørgaard på Strøget nu uden at blive stemplet som en snob? Det sagde jeg i hvert fald til mig selv, at jeg godt kunne, og så satte jeg for første gang mine ben i Nørgaard på Strøget. Og det er jeg glad for, at jeg gjorde – det er jo virkelig en lækker butik! Måske er det totalt old news for jer, men jeg var virkelig overrasket over, at der både var Acne, Stine Goya, Maria Black og alt muligt andet godt. Jeg var virkelig fristet af mange ting, men jeg endte dog med at være fornuftig og holde mig til at købe det, jeg var kommet for: Basisbluser. Med hjem kom disse to Nørgaard på Strøget-bluser, som jeg er blevet rigtig glad for. Især den stribede, som I måske husker var et af 2014’s 10 bedste køb. Jeg tror, jeg på et tidspunkt også vil købe en sort – og ikke fordi der står Nørgaard på Strøget i nakken, men pga. den lækre bløde kvalitet, der føles lige så behagelig som nattøj.

En ægte NørgaardJeg forstår stadig ikke, hvor Nørgaard på Strøget-dillen kom fra dengang i 6. klasse. Oplevede I det samme, der hvor I er fra? Eller var det kun i min provinsby, Nørgaard var noget eksotisk? Jeg synes, det er skræmmende, at små piger kan gå så meget op i sådan noget: Konfirmander, der ønsker sig Royal Copenhagen-stel og pubertetspiger med Chanel-tasker – det er skræmmende! Jeg er stor fan af Instagram, men jeg er altså også lykkelig for, at det ikke fandtes, da jeg var i pubertetsalderen. Det er en større debat at gå ind i, men kort sagt skal man altså huske (ligegyldigt hvor stor en kliché det er) at være sig selv! Og i øvrigt huske dette, som Emily Salomon skrev om: Comparison is the thief of joy.

Winter whites

Winter whitesTrøje/H&M, skjortekjole/Second Female, sneakers/Adidas HER

Bare fordi det er januar, og vejret er mørkt, behøver man ikke gå i mørkt tøj. Her er jeg trukket i hvidt på hvidt med lidt sort. Hvide strømpebukser ville alligevel blive lidt for fe-agtige, haha. Jeg kunne dog rigtig godt tænke mig et par lyse silkebukser som disse – de er bare både udsolgt og laaangt over mit budget – men flotte er de!

Winter whites

Ringe jeg ønsker mig

Ringe

Øverst til venstre – Ruby Baby HER, midten til venstre – Maria Black HER, nederst til venstre – Jane Kønig HER, på hånden – Maria Black HER, øverst til højre – Jane Kønig HER, midten til højre – Lone Kejser HER, nederst til højre – Maria Black HER

Jeg synes, det er så fint, når man har flere ringe på på én gang, men jeg selv har kun et par ringe, jeg reelt bruger og skifter imellem. Jeg ønsker mig nogle flere til at bruge både til hverdag og fest, og alle ringene herover er gode bud. Er de ikke pæne? Jeg er helt forelsket i perleringen fra Jane Kønig, men elsker også de rå, grafiske ringe i oxideret sølv fra Maria Black. Dobbeltringen fra Maria Black er god til at skabe effekten af at have flere ringe på uden, at man behøver bøvle med en masse ringe, når man eksempelvis skal vaske hænder. Lige nu er jeg vild med kombinationen af guld og oxideret sølv. Jeg kan godt lide at mikse det pæne med det rå og kombinerer også gerne mine halskæder i forskellige materialer på kryds og tværs. Det har altid været lidt forbudt at mikse metaller, men jeg elsker det. Gør I også det, eller holder I jer til et materiale af gangen?