70’er-stilen

70'er-stilen70'er-stilenSkjorte/vintage, nederdel/Zara HER, sandaler/Birkenstock HER

Hvis der er noget, jeg aldrig havde forestillet mig at købe, så er det en karrygul nederdel i kunstlæder! Ikke desto mindre faldt jeg pladask for den, da jeg var i Zara for et par uger siden, og til 279 kr. var jeg nødt til at få den med hjem. 70’er-trenden var gennemgående i butikken, så jeg blev inspireret til at gå all in på looket og sætte nederdelen sammen med min silkeskjorte med sløjfe i halsen, som jeg købte for et par år siden til næsten ingen penge i en Røde Kors-butik. Jeg vil også bruge nederdelen mere enkelt sammen med neutrale farver som grå, hvid og mørkeblå, og det kan da sagtens tænkes, at I også får det at se her på bloggen.

70'er-stilenBillederne her tog jeg i går med selvudløser, og da jeg hverken ejer et kamerastativ eller en fjernbetjening til mit kamera, var jeg nødt til at stille det på en stabel af et lille bord, en kurv og et par strømper oven på min seng og så løbe frem og tilbage og skiftevis pose og indstille fokus på kameraet og krydse fingre for, at det hele ikke braste sammen, haha. Måske skulle jeg lige ønske mig lidt kameratilbehør til de dage, hvor jeg ikke har en fotograf ved hånden :)

Rigtig god weekend!

Jeg er flyttet til Aarhus!

AarhusHurra, i går flyttede jeg ind på min nye adresse, og her er så hyggeligt! Selvom jeg var herovre med mine forældre for et par uger siden for at flytte mine ting, samle Ikea-møbler og indrette mig, brugte jeg alligevel det meste af dagen i går på at få mine ting ordentligt på plads og bare lige falde til. Her er blevet så fint, og nu mangler jeg bare at få hængt billeder og dimser op. Det er en toværelses lejlighed, som jeg skal dele med en anden pige, og jeg tror, det bliver rigtig godt :)

I formiddags gik jeg på opdagelse i byen, og hvis nogen af jer skulle være i tvivl, så er Jylland altså hverken mørk eller kedelig, haha! Som jeg tidligere har nævnt, kender jeg ikke rigtigt Aarhus, men efter i dag er jeg allerede lidt forelsket. Overalt er der de smukkeste huse i alverdens farver og med små krummelurer. Folk er virkelig venlige, og jeg kan altså rigtig godt forstå, hvorfor Aarhus bliver kaldt Smilets By. Hvorfor træet ovenfor er fyldt med pompomer, ved jeg ikke, men festligt er det! Sol, sommer og blå himmel gør det jo heller ikke ligefrem værre!

AarhusDet er så dejligt at vide, at jeg har et par uger til at gå på opdagelse i byen, inden jeg skal starte på studiet. Her er nogle af de steder, jeg vil besøge:

  • Væksthusene i Botanisk Have
  • Ingerslev Torv
  • Rådhuset
  • Aros
  • Dokk1
  • Kunsthal Aarhus
  • Domkirken
  • Dyrehaven

Har I nogle tips til Aarhus? Hvad skal man se, smage, opleve? Og HVOR køber man det bedste rugbrød??

Inspirerende looks fra CPHFW SS16

Herunder har jeg udvalgt de looks fra den forgangne københavnske modeuge, der særligt inspirerer mig. Små detaljer gør en stor forskel, og disse er nemme at kopiere.

CPHFWCPHFWHos Bruuns Bazaar var der fokus på store farveflader i rolige nuancer og lækre materialer med fint fald, hvilket blev fremhævet med lange, tynde tørklæder, der blev brugt både som bælter, bundet om håndleddet og viklet en enkelt gang om halsen. En meget effektfuld lille detalje, der er nem at inddrage i ens egne outfits.

CPHFWCPHFWHos Baum und Pferdgarten var der masser af print og materiale- og stilmix. Kombinationen af festligt/afslappet og tungt/let fungerede rigtig godt, og jeg er især vild med den asymmetriske plisserede nederdel sammen med den oversized strik. Og så elsker jeg strømperne i de spidse sko! Igen en lille detalje, der gør en stor forskel, og noget jeg bestemt selv vil gøre brug af.

CPHFWCPHFWGul! En farve, mange mennesker ikke tør begive sig ud i at bruge, men det gjorde de hos Ganni, og de gjorde det godt! De satte den stærke gule farve sammen med neutrale farver som sort, sand og mørkeblå og gjorde på den måde den iøjnefaldende farve meget anvendelig.

CPHFWCPHFWYde by Ole Yde legede med forskellige ærmelængder i lag og en blanding af stærke materialer med rå kanter og fine brochedetaljer.

CPHFWCPHFWHos Lovechild 1979 var der masser af lette materialer, afslappede snit og feminine silhuetter. Det feminine blev understreget af en blød sløjfe om halsen eller i taljen og en gang rød neglelak på både hænder og tæer.

Jeg er vild med den bløde sløjfe om halsen, der kommer meget frem nu og kørte faktisk selv det look i går til fest hos min søde veninde. Jeg har længe godt kunnet tænke mig et par brocher, der kan pifte et kedeligt outfit op, så det må jeg se at få gjort noget ved nu, og så skal jeg helt sikkert bruge mine spidse sko med et par fine strømper i. Hvilke SS16-tendenser føler I jer inspireret af?

 

The golden hour

The golden hour

The golden hourKjole/Ichi, sandaler/Birkenstock HER, halskæde/Pilgrim

Disse billeder blev taget her til aften, liiige inden solen gik ned bag ved træerne, og nu sidder jeg så her i min sofa mindre end en time senere i samme outfit og udgiver dette indlæg på bloggen. Hvad siger I så? Aktualitet, aktualitet, aktualitet! :D

Kjolen har I allerede set, da den er én af mine to nye yndlingskjoler. Den er fin sammen med lidt guld, men for ikke at gøre looket alt for pænt, satte jeg det sammen med mine elskede Birkenstock-sandaler. Hvis der er noget, der kan få et outfit ned på jorden, så er det altså et par fodformede sandaler! :D

Har I nydt det dejlige sommervejr de sidste par dage? Det har jeg! Jeg har spist is i solen og aftensmad i haven og haft bare ben og bare arme – på én gang! Og så har jeg liket utroligt mange fashion week-billeder på Instagram. Uh, der kommer altså nogle pæne ting frem til foråret!
Var jeg den eneste, der sad klistret til min computer kl. 14 i dag, da By Malene Birger-showet blev livestreamet på deres hjemmeside? Jeg er vild med 70’er-looket, der fortsætter både i farver, snit og materialer, f.eks. var jeg vild med en oversized tweedfrakke med bindebånd i taljen, trekvartlange ærmer og frynser. Derudover var der en vildt flot hvid culottebuksedragt, en boxy minikjole i cognacfarvet læder og en tætsiddende grå midikjole med lange ærmer og sort mønster, der virkelig gerne må flytte ind hos mig til foråret. Især den grå kjole – hvor var den altså bare lækker og brugbar. Og så elskede jeg Josephine Skrivers afslutningslook med en blanding af velour og læder og forskellige røde nuancer. Hvis I gik glip af showet, kan I se det lige her.
Hvad blev der egentlig af de gode gamle dage, hvor alle shows fra den københavnske modeuge blev vist sent om aftenen på DR K? Jeg optog det altid og så det 1000 gange, og jeg savner det!

Et kig ud i fremtiden

Lidt om fremtidenFor to år siden blev jeg student, og siden har jeg virkelig nydt at holde sabbatår. Jeg trængte i den grad til at lave noget andet end at sidde på skolebænken, så i august for to år siden flyttede jeg til London – noget jeg havde drømt om længe, længe, længe. Jeg havde et fantastisk halvt år i min yndlingsstorby (se en lille samling af nogle af mine London-oplevelser her) og har ellers brugt noget af min sabbatårs-tid på at arbejde i en vuggestue i min hjemby, som I måske kan huske, hvis I har fulgt med på bloggen længe. Senest har jeg været 5 måneder på højskole – noget jeg også havde drømt om længe, og som var en oplevelse for livet.

Nu hvor jeg så har fået udlevet nogle af de drømme, jeg har haft, er jeg ved at være klar til at studere. Jeg har i flere år drømt om at arbejde på et magasin eller på et PR-bureau, når jeg bliver stor, og det er der jo mange indgangsvinkler til. Jeg havde besluttet mig for at gå journalistvejen og søge ind på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole i Aarhus, men kom ikke videre fra den samtale, jeg blev indkaldt til. Derfor har jeg valgt at fokusere på plan B og skal studere noget med kommunikation på Aarhus Universitet, hvilket jeg glæder mig helt vildt til! For at det ikke skal være løgn, tror jeg faktisk, at min plan B er bedre end min plan A, og jeg tror ikke, jeg vil søge ind på Journalisthøjskolen igen til næste år, hvilket ellers var min første tanke, da jeg fik afslag. Jeg er slet ikke færdig med nye steder og oplevelser, og derfor har jeg valgt at flytte til Aarhus frem for København, som jeg ellers kender en hel del bedre, og jeg glæder mig sådan til nu at lære Aarhus at kende. Jeg har nærmest kun hørt positivt om byen og studiemiljøet der, og nu er der kun en uge til jeg flytter!

Jeg drømmer stadig om at arbejde med mode og livsstil på én eller anden måde, men om jeg i fremtiden kan kalde mig journalist, kommunikationsmedarbejder, oversætter, redaktør eller blogger betyder ikke så meget. Lige nu glæder jeg mig bare til alle de gode oplevelser, der ligger og venter på mig ude i fremtiden, og så vil jeg gøre mit bedste for at enjoy the ride. Som min kloge, kloge højskolelærer sagde til os elever, når vi allerede stressede ved tanken om studielivet: “I skal kraftedme huske at have det sjovt“! Og JA, det SKAL vi! Allesammen! Husk det nu!