Udsalgsdrømmen der blev sendt retur

IMG_8135IMG_8136IMG_8138
For nyligt viste Julie fra juliestjernholm.com denne kjole på både hendes blog og Instagram, og jeg blev forelsket i den med det samme – se selv her hvor fin den er til hende. Jeg gik længe og blev ved med at tænke på den, så til sidst besluttede jeg mig for at bestille den – jeg fortjente vel lidt nyt her midt i den travle eksamensperiode!? ;)

Jeg glædede mig til at style den med sneakers og en strik på kølige sommerdage og -aftener og med sandaler og opsmøgede ærmer på varme dage. Jeg tænkte, den ville være perfekt både til hverdag og til festligere lejligheder, og jeg glædede mig sådan til at spise is, gå ture på stranden, og tage på storbyeventyr i den til sommer.

Men ak. Jeg modtog den i går, og jeg stod lææænge foran spejlet iført den og syntes bare ikke lige helt, den passede på mine outfitdrømme om den. Jeg overvejede både, om jeg skulle sy en elastik i taljen på den, eller om jeg mon skulle klippe hele skørtet af og i stedet gøre den til en bluse. Jeg tror egentlig, begge dele ville have fungeret fint, men så endte jeg med at stille mig selv dette enkle spørgsmål, jeg engang har tippet om til situationer, hvor man er i tvivl, om noget skal sendes retur. Derefter var beslutningen nem, og jeg fik hurtigt lagt den tilbage i posen og cyklede en tur i H&M, hvor jeg kunne returnere den uden materielle hjertesorger. Og så kan jeg jo bruge de penge på noget andet!

Hvis I skulle være interesserede i kjolen, er den stadig tilbage i få størrelser lige her.

New in: Rygsæk

Rygsæk
Rygsæk til højre/Rains HER, billede fra thisispapershop.com

Hej! Det er lørdag aften, jeg sidder hjemme i min lænestol og nattøjshygger med den seneste udsendelse af et af mine yndlingsradioprogrammer, Alpha Omega på P3. Det er altså lækkert! Hvad laver I mon sådan en lørdag aften? Er I ude og buldre (det er i øvrigt et udtryk jeg aldrig havde hørt, før jeg flyttede til Aarhus), eller hjemmehygger I ligesom mig?

De af jer, der troligt følger med her på bloggen – og tak for det! – kan måske huske, at jeg i sommers forberedte mig til studiestart og drømte om en ny taske til studiebrug. Jeg endte med at prioritere nogle andre ting, men NU har jeg købt en rygsæk, og jeg er klar til, at andet semester starter lige om lidt! Jeg har nemlig købt den sorte unisex-rygsæk fra Rains, og den kan indeholde alt det, jeg har brug for. I dag havde jeg både computer, fire bøger, vandflaske og en lille madpakke, pung og nøgler med i den, så selvom den ikke ser ud af meget med sit meget enkle design, så kan den altså noget. Og så er den vandtæt, hvilket er vildt praktisk til regnfulde cykelture til og fra universitetet!

Her i de kolde måneder vil jeg bruge den både med min praktiske quiltede frakke (som I stadig har til gode at se på!) og min pænere laksefarvede uld-/cashmerefrakke. I foråret glæder jeg mig til at sætte den sammen med min gode gamle cowboyjakke, og så forestiller jeg mig, at den vil være fin til sommer i et helt enkelt denimshorts-og-hvid-T-shirt-outfit. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive rigtig glad for den.

Hvilken taske har I til studiebrug?

Ny praktisk frakke

Ichi-frakke
Frakke/Ichi

Hej! Har I det godt?

Jeg vil lige vise jer min nye frakke, som jeg allerede er rigtig glad for. Den er fra Ichi og lige det, jeg har været ude efter. Hvis I har set min garderobeliste, har I måske bemærket, at jeg er fan af praktisk tøj, og at mere af den slags har stået på min ønskeseddel længe. Denne vatterede sag er perfekt som overgangsjakke – den luner, men den er samtidigt tynd nok til, at jeg kan cykle rundt i Aarhus’ bakkede gader i den uden at dø af hedeslag. OG den kan vaskes helt normalt i vaskemaskinen – det er altså smart! :D
Jeg har desværre ikke kunnet finde et link til den, men den er købt i Companys i Aarhus. Jeg får lige taget nogle outfitbilleder snarest, så I kan se den på.

New in: Efterårshat

Hat
Tidligere i dag postede jeg dette billede på Instagram. Det er ellers virkelig sjældent, jeg poster et selfie, men i dag skulle det til – jeg ville nemlig lige vise jer min nye hat!
Jeg har allerede en camelfarvet hat, der er ret floppy og ville passe perfekt til 70’er-trenden, der er meget in for tiden. Dog synes jeg, den kan være lidt svær at bruge, så derfor har jeg ønsket mig en lidt mere brugbar, sort hat. I efterårsferien var min mor og jeg en tur i H&M, hvor jeg faldt over denne sag. Lige det jeg var ude efter med buler ovenpå (mon de har et særligt navn?) og en ikke alt for bred skygge. Og så var min mor sørme så sød at købe den til mig!
Jeg er rigtig glad for den og har allerede brugt den en del. Den er virkelig praktisk, fordi den luner lidt på de kolde efterårsdage, og så er det en accessory, der nemt lige gør ens kedelige outfit lidt mere interessant og tjekket. Dog fik den mig faktisk til at føle mig virkelig utjekket forleden dag, da jeg havde taget den på ned og handle, og det blæste så meget, at jeg nærmest konstant måtte gå og holde på den. Til sidst gav jeg op, tog den af og gik med den i hånden resten af vejen hjem, haha. Fremover tjekker jeg lige vindhastigheden, før jeg går ud med den på!

Hatten kan købes lige HER.

Nye yndlinge: LBD & DDD

LBD & DDDSort kjole/Ichi på udsalg HER og denimkjole/Street One

Som jeg skrev om her, har jeg været ude efter nogle gode kjoler, der kan bruges i forskellige anledninger, og her er så to, jeg har købt på det seneste: en Little Black Dress og en Denim Dungaree Dress.

Jeg har længe, længe, længe været ude efter en cowboysmækkjole (godt ord, ikke?), og da jeg var i sommerhus fandt jeg ENDELIG det, jeg har været ude efter. Jeg har nærmest levet i den siden – det er simpelthen noget af det mest behagelige tøj, der findes, og så føler jeg mig også lidt smart og med på beatet med sådan en smæksag. I får den at se på meget snart!
Den sorte kjole er fin med det tætsiddende fit og den lidt høje hals, og så gør den meget strækbare ribjersey den virkelig behagelig at have på. Jeg købte den på udsalg til sølle 175 kr. og vil bruge den både festligt med guldsmykker, hvilket jeg gjorde i lørdags, og afslappet med en vamset cardigan over.