Januar på Instagram

Hej! Hvordan har I det? Jeg har det godt. Travlt, men godt. Jeg kan virkelig godt mærke, at min ferie nu er slut, og hverdagen med studieliv igen er i gang, for puh, hvor er der meget at se til! Og nu hvor vi er en uge inde i februar, er det vist på tide at få rundet januar af. Januar var rigtig god ved mig. Jeg havde min sidste eksamen d. 5. januar, og derefter kunne jeg holde ferie resten af måneden. Og jeg holdt virkelig fri – det har været så dejligt! Selvom der ikke ligefrem har været meget action fra min side her på bloggen, så har januar faktisk været den måned, hvor I har fulgt allermest aktivt med, og hvor der kom en del nye læsere til, kan jeg se i min statistik. Tusind tak for det – det gør mig så glad! Her er nogle af de dejligste feriestunder, jeg delte på Instagram (@modehoved) i den forgangne måned:

@modehoved
Jeg startede året i min gode gamle hjemby på Sjælland, hvor den bl.a. stod på genbrugsjagt i en kæmpestor nyåbnet Røde Kors-butik.

@modehoved
Tilbage i Aarhus købte jeg den sejeste accessory nogensinde – en pelshårbøjle! Og så blev det i øvrigt til hele fire #spejlfies i januar (ja, jeg er ved at være ægte instagrammer, hva’?)!

@modehoved
Der var postjulestemning i Jægergårdsgade i Aarhus…

@modehoved
… og så blev det for alvor vinter, da jeg for anden gang i januar var hjemme hos mine forældre. Her er det morgenudsigten fra mit barndomsværelse.

@modehoved
Jeg fik endelig set Yayoi Kusamas helt, helt fantastiske udstilling på yndlingsmuseet…

@modehoved
… og udstillingen med (bl.a.) Monets værker på ARoS.

@modehoved
Jeg spiste fastelavnsboller…

@modehoved
… og gjorde et skørt, men også mega sejt køb: En diskokugle, der får mit værelse til at se sådan her ud, når solen skinner.

@modehoved
Og så legede vi lige, at det var forår.

Hvordan var jeres januar? Og hvad skal I lave her i februar? Udover at bruge tid på læsning vil jeg planlægge, hvordan jeg vil fejre fødselsdag – jeg fylder nemlig 23 om præcis en måned, og jeg glæder mig! Jeg vil starte en ny lille “tradition” her på bloggen, som I vil se i løbet af de kommende dage, og jeg vil se om, jeg kan nå en tur på Kunsthal Aarhus, hvilket jeg stadig (!) har til gode. Derudover vil jeg drikke varm kakao med veninder og nå at bage fastelavnsboller (denne her opskrift ser mega lækker ud). Faktisk havde jeg købt ind til at bage dem for lidt over en uge siden, men så fik jeg travlt med alt muligt andet, og nu er jeg kommet til at spise alle de Smarties, der skulle bruges som pynt. Hov.

Jeg håber, I får en dejlig februar måned!

 

December på Instagram

Det er efterhånden blevet en tradition, at jeg viser nogle af den foregående måneds højdepunkter fra Instagram (@modehoved) her på bloggen den første dag i den efterfølgende måned, og traditionen fortsætter i 2016. Godt nok blev det ikke lige den første dag i måneden denne gang, men så fik jeg i stedet overstået en eksamen, og hvis jeg nu lader være med at vise alt for mange juleting (christmas is just so last year – høhø!), så tænker jeg, at det går. Ikke fordi julen for mig var særligt dominerende alligevel i december – det var arbejde og eksamensræs derimod. Heldigvis blev der da også tid til hjemmehygge, gåture, vindrikning og besøg af søde studiepiger, og nedenunder ser I nogle af de dejlige øjeblikke, jeg nød i december:

@modehoved
Jeg morede mig over den fuldstændigt overdrevne juleudsmykning hos Salling, der måtte siges at have fundet den store kasse med julepynt frem!

@modehoved
Det blev lørdag, og jeg holdt fri fra både arbejde og eksamen med manér.

@modehoved
Jeg gik en dejlig tur til stranden og nød lyden af bølgeskvulp…

@modehoved
… og gik hjem igen og lavede risengrød og læste om mit største girl crush, franske Léa Seydoux.

@modehoved
Jeg sad på mit værelse og læste til eksamen og drømte mig ud under den blå himmel…

@modehoved
… men når det nu skulle være, blev eksamenslæsningen en del hyggeligere med te i et mumikrus og flakkende stearinlys.

@modehoved
Årets sidste morgen så sådan her ud fra min lejlighed, hvilket var en ganske dejlig start på en hyggelig dag og en smuk afslutning på et begivenhedsrigt år.

Var december rar ved jer?

Jeg er så fantastisk heldig at have fri fra studiet det meste af januar, og der er så mange ting, jeg har lyst til at lave! Jeg planlægger, at jeg både skal en tur på ARoS igen, besøge Kunsthal Aarhus og meget gerne også en tur på Louisiana igen. Jeg vil læse bøger bog for fornøjelsens skyld, følge med på mine yndlingsblogs og planlægge spændende indlæg til jer. Jeg vil eksperimentere med nye opskrifter i køkkenet og ses med savnede veninder. Og så vil jeg lægge mig til at sove uden at stille en alarm til næste morgen – den dejligste lille luksus! Hvad skal I lave i januar?

November på Instagram

Glædelig 1. december! De seneste par måneder har været mere end almindeligt travle (se selv hvad jeg skrev om oktober her og september her), men november har været mere end almindeligt RAR. Jeg har holdt stille indedage med stearinlys og te, jeg har været til poetry slam, bagt kanelsnegle og drukket vin med en veninde. Jeg har gået ture i Aarhus’ summende gader og i den friske natur, og jeg har pyntet mit værelse med nye planter. Nogle af alle de rare og pæne øjeblikke har jeg som sædvanligt delt på Instagram, hvor jeg hedder @modehoved, og nogle af øjeblikkene kan I se herunder:

@modehoved
Jeg gik i glimmersko og kiggede på pæne efterårsfarver…

@modehoved
… og holdt min lørdagstradition ved lige: Pandekager + Mads & Monopolet = ugens højdepunkt.

@modehoved
Jeg lå vågen til lyden af natteregn og stod efterfølgende op til denne smukke himmel.

@modehoved
Og jeg nåede ENDELIG på ARoS! Udsigten over byen fra regnbuen var fantastisk, og jeg glæder mig til at opleve den om aftenen, når hele byens vinduer lyser op i mørket.

@modehoved
Jeg fik udvidet min smykkesamling med disse to fine ringe. Jeg er allerede virkelig glad for dem, men desværre har det også allerede lykkedes mig at spilde superlim på den ene, mens jeg havde den på – og var den så svær at få af? JA!

@modehoved
Der kom sne, og det blev Aarhus ikke grimmere af.

@modehoved
Varme tanker til Paris <3

Hvilke dejlige øjeblikke har I haft i november?

December bliver for mit vedkommende travl. Den byder på eksamensræs og arbejde, men lad os nu se, om der ikke også bliver tid til lidt hygge – det skal der da!

Oktober på Instagram

Okay, jeg indledte indlægget om september på Instagram på nøjagtig samme måde, men den seneste måned har været én af de travleste længe! Hvor september bød på studiestartsbegivenheder, bød oktober på hverdagsrutine med masser af læsestof og afleveringer, men da heldigvis også på en masse lidt sjovere stunder! :) F.eks. var jeg til Aarhus Fashion Day, i sommerhus, jeg bagte kanelsnegle og hilste på sejeste Emily Salomon, der var vært på et event i Ganni. Derudover nød jeg solskinstimerne og blev endnu mere forelsket i dejlige Aarhus. Se nogle af de rare stunder, jeg har delt på Instagram (@modehoved) i løbet af måneden lige her:

@modehoved
Kan man sige “oktober” uden også at sige “græskar”? Nej, ikke rigtigt, vel? Disse syv fine græskarvenner stødte jeg på, på en af mine dejlige gåture rundt i byen.

@modehoved
Jeg var heldig at have en tiltrængt efterårsferie, som jeg tilbragte ved Vesterhavet sammen med mine forældre. Som bekendt plejer bølgerne er være voldsomme derovre vestpå, men denne gang var vandet (næsten) spejlblankt.

@modehoved
Oktober var måneden, hvor min nye hat, som jeg har skrevet mere om her, kom ind i mit liv…

@modehoved
… og måneden, hvor den madklub, jeg er med i, overgik sig selv med denne marengs-/hindbær-/karameldessert. Mums!

@modehoved
Jeg var indsamler for Røde Kors og fik rekordmange kroner i bøssen.

@modehoved
Og jeg købte fine blomster til mig selv, der – ligesom mig – nød efterårssolen.

Er I kommet godt igennem oktober? Og hvad har I af planer for november? Jeg kan allerede nu sige, at november også bliver travl for mit vedkommende, så jeg glæder mig mest af alt til de stille øjeblikke; til Mads & Monopolet lørdag formiddag, til at hygge med stearinlys og te på mit værelse, til at gå lange ture – måske på stranden. Og så nåede jeg ikke at komme på ARoS i sidste måned, så hold øje med Instagram og se, om jeg når det i denne måned – @modehoved :)

September på Instagram

September var nok den travleste måned, jeg længe har haft. Den bød på alt fra masser af afleveringer, læsning og tests på studiet til familiefødselsdag og digtoplæsning, loppemarked og koncerter. Det har kort fortalt været en virkelig begivenhedsrig måned, men der har også været tid til at nyde de stille øjeblikke, og her er nogle af de billeder, jeg har delt på Instagram (@modehoved) i løbet af måneden:

@modehoved
I september gik jeg ture i solen og kiggede på pæne huse.

@modehoved
Jeg fandt min yndlingsstrik frem igen og havde yndlingsringe på.

@modehoved
Jeg var med til at byde flygtningene velkommen, da der blev afholdt Refugees Welcome i Botanisk Have i Aarhus.

@modehoved
Jeg har længe været vild med boligtrenden med hængende planter, og i september kom jeg endelig med på bølgen med en vase fra Søstrene Grene.

@modehoved
Jeg var på skattejagt i Aarhus’ fine genbrugsbutikker…

@modehoved
… og nød det gode vejr, der tillod strømpefri dage.

@modehoved
Og jeg drømte om at kunne pynte mit hjem med Yoko Ono-plakaten og Hilma af Klint’erne fra Louisiana.

Har september været god ved jer? Og hvad har I af planer for oktober? Jeg ser frem til efterårsferie (som jeg er meget positivt overrasket over at have på universitetet!), besøg i forskellige århusianske kunstværksteder, besøg af min mor og hendes mand, en tur (eller to?) på ARoS, hyggelige venindeaftaler og stille formiddage i sommerhus med tedrikkeri og uldtæpper.

Følg endelig med i min hverdag på Instagram, hvis I har lyst: @modehoved.