Last-minute-julegaver

Julegaveønsker
Glædelig 4. søndag i advent! Står den på julefred eller julestress hos jer? Her hos mig er der rimelig fredeligt – i går havde jeg helt fri, og i dag vil jeg bare vaske tøj, skrive eksamensopgave og gå en tur i solskinnet. De sidste julegaver er købt, så nu skal jeg bare have pakket dem fint ind, så jeg ikke ender med at stresse over det i sidste øjeblik. Hvis I stadig mangler et par julegaver, er her mine bud på gode last-minute-gaver, jeg selv ville være glad for at få – og som man i øvrigt ikke skal bekymre sig over leveringstid over, da de alle kan skaffes i landets lokale butikker:

En kurv med lækkerier! En klassiker :) Indholdet kan varieres i det uendelige alt efter, hvem den er til. Fyld den med rejsestørrelser, ansigtsmasker, et magasin og en god te, hvis den er til en kvinde (eller mand!), der trænger til lidt selvforkælelse. Til far-typen (og det er typisk ham, der er svær at finde gaver til, ikke?!) så køb nogle forskellige øl (google evt. hver enkelt og skriv historien bag den på et manillakort og/eller skriv, hvilke anledninger de forskellige øl er til, f.eks. “til efter en hård dag”, “til søndagsfrokost” osv.). Jeg ville blive rigtig glad for en kurv med forskellige vine, tapenader, oliven og den slags, da det er så lækkert at have, men gør lidt ondt i SU-budgettet at købe.
Noget jeg egentlig sjældent hører, at folk får i julegave, er oplevelser! Er det generelt mere populært til fødselsdage, eller er det helt tilfældigt? Hm, uanset hvad, så synes jeg altså, det er en god idé at give en oplevelse. Det kunne f.eks. være et årskort til Tivoli som i collagen, eller det kunne være et brunch-gavekort, et slotsophold eller en helikoptertur. Mulighederne (og priserne) er mange, og I kan se dem lige her.
Er du kreativ, så hop ud i noget DIY. Det er både hyggeligt at sidde og lave, og det er dejligt at modtage en helt unik og personlig gave. Collagen i collagen (ja, det er noget rod) er lavet af den kreative bolig- og DIY-blogger Frk. Hansen, den er let at gå til, og guiden findes lige her.
Skal det være hjemmelavet, men knapt så klippe-klistre-agtigt? Okay, måske knapt så klippe-agtigt – klistret bliver det helt sikkert – så lav dine egne karameller. Billedet er fra Magasinet Mad! og opskriften findes her, men jeg synes nu også at disse saltkarameller fra Valdemarsro lyder virkelig gode!
Noget, der virkelig er populært for tiden, er planter, og jeg ville blive virkelig glad for at få en flot plante i julegave. På billedet er det en pilea, som jeg synes er så fin, og som jeg “desværre” har i forvejen, men jeg ønsker mig en hængeplante eller, uh, et citrontræ! Det er muligvis en gave, der er lidt svær at pakke ind, og jeg ved heller ikke lige, hvor jeg skulle gøre af et træ på mit værelse… Men ellers ville et abonnement på friske buketter heller ikke være dårligt. Findes det mon overhovedet? Eller et gavekort til en blomsterhandler, hvis dét findes.
Et andet gavekort, der i hvert fald findes, er det klassiske Matas-gavekort. Mange synes, det er kedeligt at give gavekort, men de er jo fantastiske at få – husk lige det! Jeg ville i hvert fald blive rigtig glad for et gavekort til Matas, men også til andre butikker som Magasin, Bahne, H&M og & Other Stories.

Jeg håber, det her giver lidt idéer til de idéforladte. Ha’ en dejlig dag – og god slutspurtsjulegavejagt!

Comments

  1. says

    Sikke nogle fine ideer du har samlet. Jeg er faktisk ikke gået i gang med at købe julegaver endnu! (Det sket hvert år!!)
    Tusind tak fordi mit diy projekt må være med her på din skønne blog. Tak!
    God jul til dig

    • Modehoved says

      Ih, tak for din søde kommentar :)
      Haha, det lyder godt nok lidt stresset! Jeg hepper på, at du når det hele!
      Også god jul til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *