Dansk Christmas Jumper Day

Christmas jumper
I dag er det Christmas Jumper Day i Danmark! Mine langtidslæsere kan måske huske, at jeg lige her sidste år skrev om den britiske Christmas Jumper Day, min egen “jumper”, og at jeg syntes, vi burde have sådan en dag i Danmark – det har vi så nu! Meningen er, at man ved at købe en christmas jumper donerer penge til Dansk Folkehjælp og dermed hjælper dem, der har brug for julehjælp. OG så bliver man selvfølgelig den lykkelige ejer af en charmerende Mark Darcy-værdig trøje. Det er Magasin, der har taget initiativ til dagen, og syv forskellige seje danskere har designet en christmas jumper hver. Alle trøjerne er allerede solgt på auktion, men I kan se dem og læse mere om konceptet lige her. Og hvis I har lyst til at købe en trøje, kan I gøre det her hos Magasin. Jeg er vild med juledinosauren, der desværre kun fås til små børn!

Hvad skal I lave i weekenden? Nogen århusianere, der skal til Finders Keepers på Godsbanen? Det skal jeg, og jeg glæder mig til at kigge på pæne ting og sager og måske købe lidt julegaver.

God weekend!

Happy Christmas Jumper Day!

Christmas jumper

I dag er det National Christmas Jumper Day i Storbritannien. Er det ikke bare en god dag at fejre? Sådan en dag burde vi også have i Danmark! Da jeg boede i London for et år siden, blev jeg hele tiden mindet om Christmas Jumper Day, hvor end jeg gik. Butiksvinduerne var FYLDT med grimme juletrøjer i alverdens grimmeste afskygninger, i undergrunden var der plakater for Christmas Jumper Day hele vejen langs rulletrapperne og ved kassen i supermarkederne var der indsamlingsbøtter med grimme juletrøjer på. Indsamlingsbøtter fordi Save the Children står bag kampagnen ”Make the world better with a sweater”.

Christmas jumper

Jeg elsker sådan nogle sjove, grimme ting og var derfor selvfølgelig NØDT TIL at eje en christmas jumper. Da min roomie en aften havde besøg af sin søde veninde, der havde denne trøje på, kunne jeg ikke lade være med at spørge, hvor jeg kunne købe en magen til. Er den ikke fin? Med pingviner (indsæt selv smiley med hjerter i øjnene)! Det er den perfekte decemberhyggetrøje.

Ka’ I ha’ en dejlig fredag – christmas jumper-iklædt eller ej.

Christmas jumper