Smæk på efteråret

Jeg er så glad for min smækkjole, at jeg har lyst til at eje mange flere smæksager i andre farver og materialer. Hvis I også er glade for smæktrenden eller har lyst til at hoppe med på bølgen, har jeg her samlet nogle gode bud på kjoler og bukser, jeg ikke ville have noget imod at eje, og som forhåbentlig kan inspirere jer:

Smækkjole
Kjole fra BDG hos Urban Outfitters HER

Jeg er helt vild med denne kjole! Snittet med den høje talje, A-formen på nederdelen, det brede rygstykke, fløjlsstoffet, den anvendelige sorte farve – det hele! Den måtte virkelig gerne bo hos mig, og den kommer helt sikkert på min ønskeseddel (for jo, man kan da sagtens tænke på julegaveønsker, selvom vi endnu ikke har haft den første nattefrost, ikke?).

Smækbukser
Smækbukser fra Topshop HER

Hvis man har lyst til at gå all-in på 70’er-trenden, er disse bukser en oplagt mulighed. De er virkelig flotte, og svajet i buksebenene får benene til at syne længere, men jeg tror alligevel ikke, jeg er modig nok til at hoppe med på bukser-med-svaj-bølgen (endnu?). Er I?

Smækbukser
Smækbukser fra Topshop HER

Disse bukser er meget anvendelige, og jeg ville bruge dem sammen med en stribet trøje og måske et silketørklæde for at tilføje lidt farve og spræl. Jeg tænker, de vil være flotte både med sneakers, støvletter og mere feminine loafers, og på den måde kan man variere udtrykket i dem en del.

Smækkjole
Smækkjole fra BDG hos Urban Outfitters HER

Den sorte kjole ovenfor fås også i camel, og jeg forestiller mig, at den vil være rigtig flot sammen med en camel/creme rullekravetrøje i et tone-i-tone-look.

Smækbukser
Smækbukser fra Ganni HER

Hvis man har lyst til noget, der virkelig skiller sig ud, er denne lædersag et godt bud. Jeg er stor fan af kombinationen af læder og strik og har altid tænkt, at et par læderbukser må være noget af det lækreste at iføre sig i efterårskulden, så jeg kan kun forestille mig, hvor behagelige disse smækbukser må være. Og så sammen med en lun strik – ahh!

Drømmeoutfit

DrømmeoutfitSmækbukser/Topshop HER, bluse/H&M HER, sneakers/Carven HER, bøllehat/Vans HER

Outfits fylder meget i mit (mode-)hoved, og jeg kan bruge timer på at dagdrømme om kombinationer, søge inspiration på Pinterest, Instagram og forskellige blogs, beundre folk på gaden, skrive stikord ned på min telefon, og tænke over, hvordan jeg skal skrive nye blogindlæg. Jeg nøjes dog ikke altid med at drømme om outfits i dagtimerne. Forleden nat drømte jeg nemlig, at jeg havde et outfit på lignende det, jeg har sammensat ovenfor. Jeg kan ikke huske, hvad drømmen egentlig handlede om, jeg kan bare huske, at jeg følte mig enormt hip med mine smækbukser, bøllehat og franske fletninger. Det kunne være, jeg skulle give hipsterstilen et go. Jeg kan jo starte med fletningerne – ganske SU-venligt :)