Boliginspiration

Boliginspiration
Billeder fra urbanoutfitters.com, s-media-cache-ak0.pinimg.com, powerhousearena.com og flowershopnetwork.com

Boliginspiration
Billede fra apairandasparediy.com

Boliginspiration
Billede fra radarmagazine.se

Boliginspiration
Billeder fra marthastewart.com, web.stagram.com og hm.com

Boliginspiration
Billede fra frkhansen.dk

Det er en måned siden, jeg flyttede ind i mit nye hjem, og jeg er simpelthen så glad for det! Som lovet får I her en lille opdatering på Projekt Nyt Hjem.

Eftersom jeg havde fødselsdag to dage efter, jeg flyttede og skulle have gæster til brunch, var jeg nødt til at komme på plads ret hurtigt. Så allerede dagen efter, jeg flyttede alle mine ting, fik jeg indrettet mig, så det nye sted virkede hjemligt, personligt og hyggeligt. Siden da har jeg rykket rundt på lidt småting (og en 1,50 meter høj palme) og mangler stadig lige at få sat et par hylder op i køkkenet, men jeg har følt mig hjemme fra dag 1.

Jeg tror en del af grunden til, at jeg så hurtigt kunne skabe lige det udtryk i indretningen, jeg gerne ville, var, at jeg i lang, lang tid har samlet inspiration fra Pinterest, Instagram og diverse boligblogs. Især Pinterest er rigtig god til at give én et overblik over, hvad man egentlig kan lide og skal gå efter, og ud fra de forskellige billeder, jeg pinnede, tegnede der sig hurtigt et billede af min stil: En hvid base tilsat lidt mørkt træ, masser af illustrationer, planter og små sjove dimser. Billederne herover er nogle, jeg har følt mig meget inspireret af.

Rigtig mange af mine ting har jeg købt i forbindelse med, at jeg flyttede til Aarhus i sommers, og de er derfor ret nye. Dog er der mange genbrugsting og hjemmelavede ting imellem, hvilket giver sjæl og personlighed, så det ikke ligner noget fra Bo Bedre (eller Ikea-kataloget, hvis det skal passe lidt bedre til SU-budgettet).

Hvis I har lyst til at se billeder af mit nye hjem, så følg med på Instagram (@modehoved). Og så kunne det da også være, at jeg giver en “tour” her på bloggen en dag :)

Fødselsdagsønsker

Fødselsdagsønsker
Trekants-bh/Magasin HER, iPhone 6s HER, bluse/Stine Goya HER, guldbestik/Broste Copenhagen HER som sæt med 16 dele (enkeltvise gafler HER, knive HER, spiseskeer HER og teskeer HER), palme, ansigtssolcreme/Rudolph Care HER, verdenskort-plakat HER

Om to uger er det min fødselsdag, og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at se familie og veninder, og jeg glæder mig til at drikke en drink eller to. Derudover glæder jeg mig også helt vildt til noget andet: nemlig at  jeg skal flytte, og det sker allerede den første weekend i marts. Min ønskeseddel bærer derfor temmelig meget præg af, at jeg har indretning på hjernen, men selvfølgelig er der også garderobeønsker og andre forkælelsesting på listen.

Den fine blonde-bh er lige mig, og faktisk ejer jeg allerede en i en anden farve fra en tidligere kollektion. Denne farve er fin og forårsagtig og måtte gerne være en del af min undertøjsskuffe. Den fås også i sort her.

Iphonen er måske lidt overkill… Men min iPhone 4, som jeg har haft, siden jeg fyldte 18 er efterhånden ved at være temmelig sløv i betrækket. Jeg har aldrig haft behov for at have den nyeste telefon og kunne aldrig drømme om at skifte en telefon ud, medmindre der var noget galt med den gamle. Nu – efter fem års tro tjeneste – er det ved at være tid, og så ville en opgradering til denne guldsag da slet ikke være værst!

Den stribede bluse fra Stine Goya har jeg allerede skrevet om her, og jeg bliver ved med at tænke på den. Den ville være SÅ fin til forår og sommer!

Når jeg flytter får jeg brug for bestik, og jeg er ret sikker på, at guldbestik vil få al mad til at smage lidt bedre! Jeg er vild med Broste Copenhagens udgave, der både er blankt og har en pæn og enkel form. En bonus er selvfølgelig, at de kan tåle at komme i opvaskemaskinen – selvom det desværre ikke bliver aktuelt for mig lige med det samme.

Jeg får mere plads i mit nye hjem, og da jeg længe har drømt om at have en stor indendørsplante, er det pludselig realistisk at have den med på ønskesedlen :) Det måtte rigtig gerne være en palme som på billedet her – fyldig, men let i udtrykket, og så er den lidt eksotisk også. Et citrontræ ville virkelig heller ikke være dumt. De populære monsteraer er også flotte, men jeg har indtryk af, at de hurtigt kan vokse sig ret voldsomme, og så er jeg bange for, at jeg pludselig slet ikke har så meget plads alligevel!

Med forår kommer sol, og så skal SPF’en frem! Eller, det skal den jo egentlig året rundt, men æhm, det har den så ikke lige været hos mig i vinter… Men i den skarpe forårssol må jeg hellere passe så godt på min hud som muligt, og jeg er ret begejstret for Rudolph Cares ansigtssolcreme, som jeg også har skrevet om i indlægget omkring min hudplejerutine her.

Af en eller anden grund kan jeg blive dybt fascineret af kort. Jeg kan bruge lang tid på at studere, hvor hvad ligger i forhold til hvad og sætte mentale “Anna was here”-pins på kortet. Og så synes jeg, de fleste kort er rigtig flotte, og jeg ville elske at pynte mit nye hjem med et verdenskort.

Inden længe kommer der et boligdrømmeindlæg, så hvis I har lyst til at blive inspireret lidt på boligfronten, så hold øje med bloggen :)

Jeg er flyttet til Aarhus!

AarhusHurra, i går flyttede jeg ind på min nye adresse, og her er så hyggeligt! Selvom jeg var herovre med mine forældre for et par uger siden for at flytte mine ting, samle Ikea-møbler og indrette mig, brugte jeg alligevel det meste af dagen i går på at få mine ting ordentligt på plads og bare lige falde til. Her er blevet så fint, og nu mangler jeg bare at få hængt billeder og dimser op. Det er en toværelses lejlighed, som jeg skal dele med en anden pige, og jeg tror, det bliver rigtig godt :)

I formiddags gik jeg på opdagelse i byen, og hvis nogen af jer skulle være i tvivl, så er Jylland altså hverken mørk eller kedelig, haha! Som jeg tidligere har nævnt, kender jeg ikke rigtigt Aarhus, men efter i dag er jeg allerede lidt forelsket. Overalt er der de smukkeste huse i alverdens farver og med små krummelurer. Folk er virkelig venlige, og jeg kan altså rigtig godt forstå, hvorfor Aarhus bliver kaldt Smilets By. Hvorfor træet ovenfor er fyldt med pompomer, ved jeg ikke, men festligt er det! Sol, sommer og blå himmel gør det jo heller ikke ligefrem værre!

AarhusDet er så dejligt at vide, at jeg har et par uger til at gå på opdagelse i byen, inden jeg skal starte på studiet. Her er nogle af de steder, jeg vil besøge:

  • Væksthusene i Botanisk Have
  • Ingerslev Torv
  • Rådhuset
  • Aros
  • Dokk1
  • Kunsthal Aarhus
  • Domkirken
  • Dyrehaven

Har I nogle tips til Aarhus? Hvad skal man se, smage, opleve? Og HVOR køber man det bedste rugbrød??