Fødselsdagsønsker

Fødselsdagsønsker
Trekants-bh/Magasin HER, iPhone 6s HER, bluse/Stine Goya HER, guldbestik/Broste Copenhagen HER som sæt med 16 dele (enkeltvise gafler HER, knive HER, spiseskeer HER og teskeer HER), palme, ansigtssolcreme/Rudolph Care HER, verdenskort-plakat HER

Om to uger er det min fødselsdag, og jeg glæder mig! Jeg glæder mig til at se familie og veninder, og jeg glæder mig til at drikke en drink eller to. Derudover glæder jeg mig også helt vildt til noget andet: nemlig at  jeg skal flytte, og det sker allerede den første weekend i marts. Min ønskeseddel bærer derfor temmelig meget præg af, at jeg har indretning på hjernen, men selvfølgelig er der også garderobeønsker og andre forkælelsesting på listen.

Den fine blonde-bh er lige mig, og faktisk ejer jeg allerede en i en anden farve fra en tidligere kollektion. Denne farve er fin og forårsagtig og måtte gerne være en del af min undertøjsskuffe. Den fås også i sort her.

Iphonen er måske lidt overkill… Men min iPhone 4, som jeg har haft, siden jeg fyldte 18 er efterhånden ved at være temmelig sløv i betrækket. Jeg har aldrig haft behov for at have den nyeste telefon og kunne aldrig drømme om at skifte en telefon ud, medmindre der var noget galt med den gamle. Nu – efter fem års tro tjeneste – er det ved at være tid, og så ville en opgradering til denne guldsag da slet ikke være værst!

Den stribede bluse fra Stine Goya har jeg allerede skrevet om her, og jeg bliver ved med at tænke på den. Den ville være SÅ fin til forår og sommer!

Når jeg flytter får jeg brug for bestik, og jeg er ret sikker på, at guldbestik vil få al mad til at smage lidt bedre! Jeg er vild med Broste Copenhagens udgave, der både er blankt og har en pæn og enkel form. En bonus er selvfølgelig, at de kan tåle at komme i opvaskemaskinen – selvom det desværre ikke bliver aktuelt for mig lige med det samme.

Jeg får mere plads i mit nye hjem, og da jeg længe har drømt om at have en stor indendørsplante, er det pludselig realistisk at have den med på ønskesedlen :) Det måtte rigtig gerne være en palme som på billedet her – fyldig, men let i udtrykket, og så er den lidt eksotisk også. Et citrontræ ville virkelig heller ikke være dumt. De populære monsteraer er også flotte, men jeg har indtryk af, at de hurtigt kan vokse sig ret voldsomme, og så er jeg bange for, at jeg pludselig slet ikke har så meget plads alligevel!

Med forår kommer sol, og så skal SPF’en frem! Eller, det skal den jo egentlig året rundt, men æhm, det har den så ikke lige været hos mig i vinter… Men i den skarpe forårssol må jeg hellere passe så godt på min hud som muligt, og jeg er ret begejstret for Rudolph Cares ansigtssolcreme, som jeg også har skrevet om i indlægget omkring min hudplejerutine her.

Af en eller anden grund kan jeg blive dybt fascineret af kort. Jeg kan bruge lang tid på at studere, hvor hvad ligger i forhold til hvad og sætte mentale “Anna was here”-pins på kortet. Og så synes jeg, de fleste kort er rigtig flotte, og jeg ville elske at pynte mit nye hjem med et verdenskort.

Inden længe kommer der et boligdrømmeindlæg, så hvis I har lyst til at blive inspireret lidt på boligfronten, så hold øje med bloggen :)

Last-minute-julegaver

Julegaveønsker
Glædelig 4. søndag i advent! Står den på julefred eller julestress hos jer? Her hos mig er der rimelig fredeligt – i går havde jeg helt fri, og i dag vil jeg bare vaske tøj, skrive eksamensopgave og gå en tur i solskinnet. De sidste julegaver er købt, så nu skal jeg bare have pakket dem fint ind, så jeg ikke ender med at stresse over det i sidste øjeblik. Hvis I stadig mangler et par julegaver, er her mine bud på gode last-minute-gaver, jeg selv ville være glad for at få – og som man i øvrigt ikke skal bekymre sig over leveringstid over, da de alle kan skaffes i landets lokale butikker:

En kurv med lækkerier! En klassiker :) Indholdet kan varieres i det uendelige alt efter, hvem den er til. Fyld den med rejsestørrelser, ansigtsmasker, et magasin og en god te, hvis den er til en kvinde (eller mand!), der trænger til lidt selvforkælelse. Til far-typen (og det er typisk ham, der er svær at finde gaver til, ikke?!) så køb nogle forskellige øl (google evt. hver enkelt og skriv historien bag den på et manillakort og/eller skriv, hvilke anledninger de forskellige øl er til, f.eks. “til efter en hård dag”, “til søndagsfrokost” osv.). Jeg ville blive rigtig glad for en kurv med forskellige vine, tapenader, oliven og den slags, da det er så lækkert at have, men gør lidt ondt i SU-budgettet at købe.
Noget jeg egentlig sjældent hører, at folk får i julegave, er oplevelser! Er det generelt mere populært til fødselsdage, eller er det helt tilfældigt? Hm, uanset hvad, så synes jeg altså, det er en god idé at give en oplevelse. Det kunne f.eks. være et årskort til Tivoli som i collagen, eller det kunne være et brunch-gavekort, et slotsophold eller en helikoptertur. Mulighederne (og priserne) er mange, og I kan se dem lige her.
Er du kreativ, så hop ud i noget DIY. Det er både hyggeligt at sidde og lave, og det er dejligt at modtage en helt unik og personlig gave. Collagen i collagen (ja, det er noget rod) er lavet af den kreative bolig- og DIY-blogger Frk. Hansen, den er let at gå til, og guiden findes lige her.
Skal det være hjemmelavet, men knapt så klippe-klistre-agtigt? Okay, måske knapt så klippe-agtigt – klistret bliver det helt sikkert – så lav dine egne karameller. Billedet er fra Magasinet Mad! og opskriften findes her, men jeg synes nu også at disse saltkarameller fra Valdemarsro lyder virkelig gode!
Noget, der virkelig er populært for tiden, er planter, og jeg ville blive virkelig glad for at få en flot plante i julegave. På billedet er det en pilea, som jeg synes er så fin, og som jeg “desværre” har i forvejen, men jeg ønsker mig en hængeplante eller, uh, et citrontræ! Det er muligvis en gave, der er lidt svær at pakke ind, og jeg ved heller ikke lige, hvor jeg skulle gøre af et træ på mit værelse… Men ellers ville et abonnement på friske buketter heller ikke være dårligt. Findes det mon overhovedet? Eller et gavekort til en blomsterhandler, hvis dét findes.
Et andet gavekort, der i hvert fald findes, er det klassiske Matas-gavekort. Mange synes, det er kedeligt at give gavekort, men de er jo fantastiske at få – husk lige det! Jeg ville i hvert fald blive rigtig glad for et gavekort til Matas, men også til andre butikker som Magasin, Bahne, H&M og & Other Stories.

Jeg håber, det her giver lidt idéer til de idéforladte. Ha’ en dejlig dag – og god slutspurtsjulegavejagt!

Julegaveønsker #3

Julegaveønsker
Regnfrakke/Ilse Jacobsen HER, body lotion/Rudolph Care HER, ramme/Moebe HER, glaskrukke med trælåg/H&M Home HER, “The 20 Something Guide to Getting it Together” af Mary Traina HER, cardigan/Ganni HER, rygsæk/Rains HER

Godformiddag og glædelig tredje søndag i advent! Kan I følge med? Jeg synes, tiden går så vanvittigt hurtigt, og min kalender er propfyldt med alt fra eksamenslæsning og arbejde til venindekomsammener og juleindkøb for tiden. Jeg mangler stadig at få købt de sidste julegaver, og I er sikkert også nogle stykker, der ikke lige har fået helt styr på alle julegaverne endnu. Her er nogle (flere) af mine egne ønsker, der forhåbentlig kan inspirere jer til at få klaret julegaveindkøbene – eller ønskesedlen, hvis den stadig ikke er færdig. I kan se mere inspiration til julegaveønsker her og her.

Det er slet ikke første gang, jeg hylder praktisk tøj her på bloggen, så det kommer måske ikke som et chok, at denne praktiske OG pæne (!) regnfrakke fra Ilse Jacobsen har fået en plads på min ønskeseddel. Jeg er vild med de helt enkle regnfrakker, som det danske mærke Rains blev meget populær på, men denne nye colourblockingsag fra gode gamle Ilse Jacobsen, er jeg om muligt endnu mere vild med.
Nu hvor det er blevet vinter og koldt, kan jeg godt mærke på min hud, at den lider lidt under mit shoppestop. Body lotion er nemlig en af de ting, jeg ikke har prioriteret i mit lidt stramme SU-budget, så derfor ville jeg blive så glad for at få lidt forkælelse til mine tørre skinneben.
I sidste uge skrev jeg om, hvordan mit værelse mangler lidt personlighed. Derfor ønsker jeg mig rammer, så jeg kan få nogle flere af mine fine billeder og illustrationer op at hænge, og jeg synes, denne gennemsigtige ramme fra Moebe er så fin.
En anden ting, der ville pynte på mit værelse, er den lille glaskrukke med trælåg fra H&M. Jeg ville bruge den til at opbevare vigtige kvitteringer, der ellers nemt havner sammenkrøllede i bunden af forskellige tasker. Og mon ikke også en mand ville blive glad for den lille krukke?
Hvem i 20’erne kunne ikke lige bruge et par tips til at få styr på deres liv? Jeg kunne godt! Bogen “The 20 Something Guide to Getting it Together” guider én gennem “kvartvejskrisen”, og jeg tænker, at det også ville være en god gave til ens bror eller kæreste.
Ganni har fået endnu en plads på min ønskeseddel, nemlig med denne lækre grå cardigan. Jeg elsker, at den er en blanding mellem feminin og bedstefar-agtig, og så er den dejlig blød og lun.
Rygsækken fra Rains er unisex og derfor også en oplagt gave til manden. Den er praktisk og pæn (hurra!), og den måtte gerne erstatte min gamle slidte Eastpack.

Rigtig god søndag og god fornøjelse med julegaveindkøbene :)

Julegaveønsker #2

Julegaveønsker
Trøje/Ganni HER, velour-pude/Indoor Outdoor HER, brætspillet Hint HER, abonnement på Cover HER, kamerastativ HER, “Nike” af Caspar Eric HER

Glædelig anden søndag i advent! Det er blevet tid til anden inspirationsrunde på julegavefronten til de af jer, der ikke ved, hvad I skal ønske jer – eller jer, der ikke ved, hvad I skal give jeres søster, veninde eller måske mor i julegave.

Som jeg nævnte i sidste uge, ønsker jeg mig mange ting til boligen, og jeg ville blive rigtig glad for et par puder til at skabe lidt hygge med. I kan måske huske, at jeg flyttede i sommers, og selvom jeg er glad for mit værelse, synes jeg stadig ikke, jeg er kommet helt på plads endnu. Lidt bløde pyntegenstande ville dog hjælpe med at give mit værelse lidt mere personlighed, og siden jeg er vild med velour og blå boligdetaljer, er denne pude jo et oplagt ønske.
Da jeg gik på højskole, havde jeg et litteratur-fag, hvor vi læste en masse ny poesi. Det var meget nyt for mig, og jeg endte med at blive helt bidt af det! Vores underviser var seje Caspar Eric, der selv er en ung dansk forfatter, og han har i år udgivet sin anden digtsamling “Nike”. Jeg har faktisk været så heldig at få den i adventsgave i dag, og jeg glæder mig sådan til at læse den! Hvis I ikke har gjort så meget i poesi endnu, så kan jeg virkelig anbefale jer at prøve det!
Hvis mode tiltaler jer mere end poesi, så kan I jo ønske jer et abonnement på et modemagasin. Jeg ønsker mig et på Cover eller Costume. Det gode ved et abonnement er, at det virkelig er en gave, der bliver ved med at skabe glæde – jeg ville i hvert fald elske at få et lækkert magasin ind ad brevsprækken hver måned!
Man kan altid bruge (endnu) en stribet trøje! Ganni gør det virkelig godt med anvendeligt basistøj, og det er jeg som bekendt kæmpe fan af. Og så hedder denne trøje Anna, så det må jo være meant to be!
Kan I huske, hvordan jeg havde liiidt besvær med at tage disse outfitbilleder? Det ville være en hel del nemmere med et kamerastativ, så jeg ikke skulle bygge et ustabilt tårn af diverse ting og sager fra mit værelse og krydse fingre for, at det ikke ville styrte sammen :)
Kender I brætspillet Hint? Det er en blanding af Gæt & Grimasser, Tegn & Gæt, Hit med Sangen og quiz, og det er mega sjovt! Jeg synes, det kunne være så hyggeligt at spille det, når jeg har besøg af veninder, men det er absolut også familieegnet.

Rigtig god aften til jer!

Inspiration: Julegaveønsker

Julegaveønsker
Sengetøj/Juna HER, velourkjole/&Other Stories HER, “Geniale Grøntsager” af Maria Engbjerg HER, abonnement på Politiken lørdag-søndag HER, glimmerelastikker/Kitsch HER, henkogningsglas/Notre Dame HER, halskæde/Maria Black HER

Godaften og glædelig stormfuld første søndag i advent! Er I blæst væk? Min lejlighed har simpelthen RYSTET her til aften pga. blæsten – er det ikke vildt?! Jeg begyndte altså at være helt bekymret for, om den gamle bygning mon kunne brase sammen når som helst, men nu har blæsten heldigvis lagt sig lidt igen.

Jeg har tilbragt dagen i dag sammen med en sød veninde, og vi hyggede med te, kanelsnegle og en gåtur gennem jule-Aarhus. Så kan man næsten ikke undgå at komme lidt i julehumør! Vi snakkede bl.a. om julegaveønsker, og som altid er jeg fuld af ønsker. Det er der derimod mange andre, der ikke er, og hvis I er nogen af dem, der trænger til inspiration til ønskesedlen, så kig med her på bloggen, hvor jeg hver søndag indtil jul vil dele mine julegaveønsker med jer.

Jeg deler altid min ønskeseddel op i kategorier, og i år er det bolig-kategorien, der fylder mest. F.eks. ønsker jeg mig nyt, lækkert og enkelt sengetøj, og dette prikkede sæt fra Juna er noget så fint! I den billigere ende finder man henkogningsglas, som jeg vil bruge til at opbevare mel, havregryn osv. i. Derudover ønsker jeg mig mange forskellige bøger, og én af dem er kogebogen “Geniale Grøntsager”, som Maria Engbjerg, der står bag den lækre madblog Vanløse Blues, har skrevet. Madlavning er én af mine store overspringshandlinger passioner, og jeg er sikker på, at jeg ville kunne få mange dejlige timer til at gå med at afprøve alle Marias lækre opskrifter. Af andet læsestof finder man et abonnement på Politiken på min ønskeseddel. Dengang jeg gik på højskole, kunne vi hver dag vælge mellem et bredt udvalg af aviser, og det savner jeg lidt! Der er altså noget hyggeligt over at sætte sig ned med en avis og langsomt blive opdateret på verdenssituationen fremfor bare at få en notifikation om en begivenhed fra en nyheds-app. Jeg er især begejstret for Politikens Kultur-sektion, og jeg synes, det ville være en dejlig weekendtradition at læse den igennem. Så venter jeg bare lige på den dag, hvor Politiken bliver lidt mindre i størrelsen og lidt mere handy at sidde med!

Man er vel modeblogger, så lidt tøj og accessories er der selvfølgelig også at finde på min ønskeseddel. For tiden er jeg helt vild med velour, og denne kjole ville jeg bruge over en langærmet bluse i et monokromt look (ja, totalt 90’er). Den fine halskæde fra Maria Black har jeg haft kig på længe, og den måtte virkelig gerne hænge om min hals. Elastikkerne fra Kitsch, der både kan bruges i håret og om håndleddet, har efterhånden været fremme længe, men det er først nu, jeg rigtigt har fået øjnene op for dem. For nyligt sagde en veninde til mig, at hun undrede sig over, hvorfor jeg dog altid havde en hvid elastik i håret og ikke en, der var lidt mere diskret i mine mørke lokker. Jeg synes, det var så mærkelig og sjov en kommentar – jeg har virkelig aldrig tænkt på, at min hårelastik skulle være “usynlig”, det er jo ikke hemmeligt, at den er der! Og så fik min indre rebel virkelig lyst til at gå med synlige elastikker, og det er disse glimmersager jo perfekte til! Hvilket oprør, hva’? :D

Jeg håber, disse ønsker giver jer lidt inspiration. Hvis I vil se flere ønsker, kan I se mine julegaveønsker fra sidste år lige her. Og så kommer der jo endnu flere ønsker i næste uge!

Godnat og sov godt.